Jeg træner cirka tre gange om ugen. I den forbindelse ser jeg mange mere eller mindre nøgne kvinder i badet. Et fitnesscenter og dets tilhørende omklædningsrum, vidner om alle de forskellige og smukke kvindekroppe der findes derude i det ganske danske land. Men en ting som det også vidner om er, hvor mange der ikke har styr på deres fundament. Det inderste, det essentielle: Deres undertøj! Her er det i særdeleshed BH’er jeg tænker på. Der er så mange (især kvinder over 40) som ikke går med den rigtige BH, og kender man bare lidt til det at bruge den rigtige størrelse BH, så skriger det en i øjnene når den er forkert og ikke sidder korrekt.
Jeg har arbejdet i en undertøjsbutik, og jeg blev der gjort opmørksom på værdien af lækkert undertøj. Både for selvværdet, men i ligeså høj (måske endda højere) grad for hvordan ens tøj og holdning ændrer sig med det rette undertøj. Det gør en kæmpe forskel, hvis en kvindes BH er den rigtig størrelse, og den støtter brystet som det skal.

Der findes mange forskellige BH-mærker. Selv er jeg stor fan af Calvin Klein og Simone Perele. Simone Perele er dyrt. Men åh, hvor er det lækkert! På min tidligere arbejdsplads, kaldte vi en enkelt BHmodel for “smørBH’en”: Den føles som smør at have på! Og fordi jeg er blevet en snob med mine BH’er, så går jeg ikke længere i dem fra H&M. De støtter simpelthen ikke godt nok for mit vedkommende.
Jeg er også af den holdning, at man skal investere i sit undertøj. Den rigtige større kan gøre overraskende meget for ens holdning (hvis BH’en støtter forkert, er det ens egen krop og ryg som holder dem på plads og ikke BH’en som det er meningen. Har man store bryster kan det give smerter i ryg og nakke), og der kan opstå en tendens til ikke at ranke ryggen ordentligt.
Derudover kan en BH gøre underværker for en lækker kjole eller en helt almindelig t-shirt. Derfor er det en god ide at have en kjole eller en tshirt som man tit går med på, når man skal prøve BH’er: Forskellen er altså tydeligere når man ser det med tøj udenover.

Nogle kvinder (blandt andet Christina Wedel) mener at man skal have tre forskellige par BH’er: Nogle til hverdag, nogle til fest og til sport. Jeg mener man skal have lækkert undertøj altid. I hvert fald lækre BH’er, og gerne nogle som kan bruges til mange forskellige former og farver af trusser. Derfor: Invester i dine bryster og dine BH’er. Det vil gøre en verden til forskel!

Der er for besværtligt at forklare HVORDAN man vælger den rette BH over skrift. Det kan lade sig gøre, men jeg vil ikke begive mig ud i det. Derfor vil jeg råde dig til at gå ind i en butik (er selv særlig glad for Change og Tryde Andres) og bed en ekspedient om hjælp. De er dygtige i undertøjsbutikkerne, og ved hvad de taler om. Er du ikke meget for at købe de helt dyre BH’er, så start i de mindre prisklasser, og mærk forskellen. Jeg lover dig (næsten) at du bliver hooked og vild med undertøj der sidder ordentligt og som det skal! Du kan også se denne guide til den rette BH-størrelse og selv prøve dig frem.

http://www.youtube.com/watch?v=8Jk55ep4XUQ